• Mandag - fredag 08.00 - 16.00
59329009

Forstørret prostata hos hanhunde

Skrevet af Dyrlæge Nicoline Bloch Pedersen

Prostata, som på dansk kaldes blærehalskirtlen, er den kirtel som sidder omkring urinrøret lige nedenfor blæren, og hvis funktion er at lave sekret der beskytter sædcellerne. Når der er hypertrofi af prostata betyder det, at der er en forstørrelse af prostata. Årsagen til prostata hypertrofi skyldes en påvirkning af det mandlige kønshormon testosteron.       

Hos hunde vil forstørrelse af prostata være en såkaldt excentrisk vækst, hvilket vil sige at den vokser i størrelse, og dermed kan den komme til at trykke på andre strukturer i området. Så i stedet for at være på størrelse med en valnød, som er det normale for en hund, så kan den vokse og blive på størrelse med f.eks. et æble. Forandringen ses oftest hos ældre ikke-kastrerede hanhunde.

Symptomer

Et af de første symptomer, der som regel opstår i forbindelse med prostata hypertrofi er blod i urinen. Det er dog sjældent at man når at opfange symptomerne allerede i dette stadie, da man oftest ikke har mulighed for at se hundens urin.                     
Andre almindelig forekommende symptomer er lændesmerter, problemer med at rejse sig og ligge sig, samt besvær ved at lette ben.                 
Ved en markant forstørrelse af prostata kan der ses afføring som er mere flad end normalt, hvilket skyldes at prostata trykker mod tarmen. Dette kan også give problemer og smerter i forbindelse med at komme af med afføringen.
Derudover kan der for avlshunde ses en nedsat sædkvalitet, hvis der udvikles cystiske forandringer.


Diagnose

Prostata hypertrofi er i mange år blevet diagnosticeret ved rektal palpation, hvor man med en finger i endetarmen forsøger at mærke på prostata. Her kan man dog kun mærke den bagerste del af prostata, men det kan give en god indikation for om der er ømhed eller irritation.     
Ved hjælp af en blodprøve kan man måle på det protein der dannes i prostata, Canine prostata specific esterase (CPSE). Dette protein stiger i blodet hos hunde med prostata hypertrofi, og derfor kan denne blodprøve bruges til at skelne mellem hunde med en normal prostata og hunde med forstørret prostata.  
Derudover kan der laves ultralydsscanning samt tages røntgenbilleder for at vurdere størrelsen af prostata og vurdere vævet i prostata.


Behandling

Hvis din hund har forstørret prostata kan man behandle den på forskellige måder. Hunden kan blive medicinsk behandlet med Ypozane, som hæmmer bindingen af kønshormonet testosteron i prostata. Derudover kan man overveje at få sin hund enten medicinsk eller kirurgisk kastreret, da dette vil nedsætte den hormonelle påvirkning og få prostata til at blive mindre.

Hvis din hanhund har nogen af ovenstående symptomer, så er du velkommen til at kontakte os.

Du kan også læse mere HER