Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Har du sygeforsikring til dit dyr?

Tegn en sygeforsikring til dit kæledyr

Er du hundeejer skal du have en lovpligtig ansvarsforsikring, hvis din hund laver skade på andres ting eller på personer. Mange ved ikke, at man også kan forsikre sig, hvis hunden eller katten bliver syg og skal have dyrlægehjælp. 

Hvad er en sygeforsikring?

En sygeforsikring er en forsikring der dækker dyrlægeregningen eller dele heraf, hvis din hund eller kat får behov for dyrlægehjælp. Forsikringen dækker ikke almindelig sundhedsbehandling, som vaccinationer og tandrens.

Hvad koster en sygeforsikring?

Prisen for en sygeforsikring afhænger bl.a. af hvor meget du vil have dækket, og hvor stor din selvrisiko skal være. Det er en god ide at indhente tilbud fra mere end et sted, så du kan sammenligne forsikringsdækning. Det varierer fra forsikringsselskab til forsikringsselskab hvor stor selvrisiko der er, og hvor meget af dyrlægeregningen der er dækket. Nogen gange kan der være rabat at hente i det forsikringsselskab man har i forvejen, eller der kan være særlige rabatter hvis man er medlem af DKK eller lignende. En god og dækkende sygeforsikring kan fås for omkring 900 - 1000,- kr. årligt til kat og 1100 - 1300,- kr. årligt til hund.

Hvorfor skal jeg tegne en sygeforsikring?

Mange dyreejere har ikke tænkt over hvad de vil gøre hvis dyret pludseligt bliver syg og skal til dyrlægen, og hvad en dyrlægebehandling kan løbe op i. Får din hunhund f.eks. livmoderbetændelse (som er den hyppigste sygdom hos tæver over 7 år) kan regningen løbe op i 10.000 - 12.000,- kr. Bliver din hund kørt ned og brækker benet kan regningen godt løbe op i 20.000,- kr. eller måske mere. Hvis din kat får urinvejssten og skal behandles i vagten kan regningen hurtigt komme op på 6.000 - 7.000,- kr. Men der kan også bare være et besøg i vagten med en hund eller kat med sår eller dårlig mave. Der løber regningen hurtigt op på 2.000 - 2.500,- kr.

Har du tænkt over hvad din økonomi kan klare hvis din hund eller kat bliver syg?

Vi oplever jævnligt at det kan være svært for vores klienter at finde pengene til større behandlingsforløb, fordi de ikke har tegnet en sygeforsikring. Det kan i sidste tilfælde betyde at dyret skal aflives, og det er ikke nogen nem beslutning, når beslutningen alene afhænger af økonomi.

Vi anbefaler at tegne en sygeforsikring, så behøver du aldrig være i tvivl om du har råd til behandling, eller om du skal få din hund eller kat tilset i vagten eller vente til det bliver hverdag igen.

Gode spørgsmål at stille til din forsikring:

  • Hvor stor er min selvrisiko/egenbetaling?

  • Hvor lang er et behandlingsforløb? (hvornår skal jeg betale ny selvrisiko?)

  • Hvor stor er det maksimale dækningsbeløb årligt?

  • Dækker den udleveret medicin og genoptræning?

  • Dækker den ved tandskader?

  • Dækker den hele dyrets levetid?

  • Er der forbehold mht. specielle sygdomme/lidelser?

  • Hvor når træder forsikringen i kraft (hvad med akutte skader i mellemtiden?)

Del denne historie
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.