Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Er dit dyr bange for tordenvejr?

Gode råd når dit kæledyr har angst for tordenvejr Skrevet af Dyrlæge Cecilie Brandt Becker | 28. aug 2019

Sommeren har budt på mange eftermiddage og aftener med tordenvejr. Lystglimt og buldren har rullet over himlen fulgt af voldsomme regnskyl, og for flere af vores firbenede venner, har dette ikke været en rar oplevelse. Mange hunde, men også katte, udviser angstadfærd i forbindelse med tordenvejr og uvante lyde, og hvad kan vi egentlig gøre som dyreejere, når vores kæledyr i vild panik farer ind under sofaen eller begynder at gø, hver gang det buldrer lidt i det fjerne?

Der findes heldigvis en del værktøjer i værktøjskassen som vi kan prøve, når vores kæledyr bliver bange. Hvad der virker for det enkelte dyr er helt individuelt, og det gælder derfor i høj grad om at være tålmodig og prøve sig lidt frem. Når det kommer til tordenvejr er første udfordring, at finde ud af hvor vidt dyret er bange for lyden eller for lysglimtet, da løsningen på problemet er lidt forskellig.

Angst for lysglimt:

Er din hund/kat bange for lysglimt, er det en god idé at trække gardinerne for og at lade lyset være tændt i det/de lokaler, som dyret befinder sig i. På den måde mindsker man kontrasten mellem lys og mørke og lysglimtene bliver derfor mindre synlige. Derudover kan det være en god idé at begrænse dyrets adgang rundt i huset, så hunden/katten kun befinder sig i et velkendt og trygt rum med begrænset vindueskig.

Angst for lyden:

Er din hund/kat bange for lyden af torden, er ovenstående fortsat en god idé, men det kan endvidere virke rigtig godt at tænde fjernsynet eller radioen, så huset har en smule baggrundsstøj, der kan maskere lyden udefra en smule. Ved angst for høje lyde er det i mange situationer muligt at træne sig ud af problemet over tid. Dette kan gøres ved hjælp af specialkonstruerede lyd CD’er, hvor kæledyret langsomt vænnes til lyden af torden og fyrværkeri med stigende intensitet, evt. kan man lege med et stykke legetøj, som dyret godt kan lide,  for at aflede opmærksomheden fra lyden. Nogle hunde kan få samme effekt af at gå ture i snor langs med den lokale skydebane (først på LANG afstand, på sigt tættere på).

Ud over lyd-CD’er kan man som hjælp på vejen få en dragt, der kaldes for Thundershirt, som man kan give hunden på i tordenvejr. Ved hjælp af akkupressurpunkter får dragten mange hunde til at falde til ro og acceptere omgivelserne. Endelig kan man få et kosttilskud kaldet Calm, som har en generelt beroligende effekt. Mange bruger Calm forud for lange køreture, ved tordenvejr eller hvis der skal være mange mennesker i hjemmet, hvor hunden/katten normalt vil være utryg. Calm kan gives specifikt på højintensive dage eller det kan gives som fast tilskud. Calm findes både som tabletter, flydende tilskud og som et fuldfoder, som alle kan købes hos dyrlægen.

I særligt tilfælde af angst, kan det blive nødvendigt at ty til medicinsk beroligelse med eksempelvis Sileo. Dette er absolut sidste udvej og er langt fra en optimal løsning mod angst for tordenvejr. På grund af vejrets uforudsigelighed kan det være meget svært at give medicinen på det rette tidspunkt i forhold til starten af problemet, da man ikke på forhånd kan forudse om det vil tordne om 1-2 timer. Her er det en smule lettere til nytår, hvor man ved (nogenlunde) hvornår man skal forvente problemer.

I tilfælde af behov for medicinsk beroligelse, skal dit dyr til konsultation hos en dyrlæge, før vi kan udlevere receptpligtige midler.

Del denne historie
Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.