Vi tilbyder online booking

Vi tilbyder online booking - Se mere



Information om lopper og flåter


Undgå de ubudne gæster

Lopper og flåter

De senere års milde vintre har været med til at øge problemerne omkring lopper og flåter. Fra at være et typisk efterårsproblem, ser vi nu store loppeproblemer hele året. Problemet består i at loppepopulationen ikke naturligt bliver holdt nede i vinterhalvåret, da vejret gør det muligt for lopperne og deres æg og larver at overleve udenfor i naturen. Derudover er der store mængder af lopper der overlever inde i vores boliger, fordi de fleste mennesker ikke behandler profylaktisk hele året. Flåtpopulationen er ligeledes stigende dels pga. vejret, men også fordi folk rejser mere med deres kæledyr end de tidligere har gjort. Dyrene får lov at gå i naturen og hjembringer derved flåter, som kan være bærere af eksotiske sygdomme, vi normalt ikke ser i Danmark, såsom Borreliose, anaplasmose, bartonella, babesiose og TBE (smitsom hjenebetændelse). Problemet med at bekæmpe lopperne, når først de er kommet inden for dørene, har været støt stigende de senere år. Der har været mange forsøg på at forklare dette, bl.a. at der skulle være stigende resistensproblemer på nogen af loppemidlerne, men dette er endnu ikke videnskabeligt bevist. Derimod skyldes problemerne nok især, at de fleste mennesker ikke har en ordentlig behandlingsplan for bekæmpelse af lopperne, og derved bliver problemet nærmest umuligt at bekæmpe. Ydermere er antallet af bekæmpelsesmidler til boligen væsentligt reduceret af miljømæssige hensyn. Vi har derfor i denne folder valgt at samle informationerne, om hvordan man griber loppe- og flåt problemerne an på den mest effektive måde.

Lopper

  • Vidste du; at i løbet af kun 3 uger ved de rette betingelser kan 5 lopper blive til 2500 æg, ca. 2500 larver og næsten 1000 pupper?

  • Vidste du; at det kun er ca. 5% af lopperne der bor på din hund/kat på et givent tidspunkt? De andre 95% af loppepopulationen bor i dit hjem, i din bil, i sommerhuset ...

Livscyklus

Lopper har en livscyklus på ca. 5 uger. Voksne lopper suger blod på dyret og begynder at producere æg. Hver hunloppe kan producere ca. 50 æg om dagen. Æggene lægger i dyrets pels som så falder af i omgivelserne, når dyret bevæger sig. I løbet af 2-5 dage begynder æggene at klækkes og udvikle sig til larver. Larverne forpupper sig og forbliver i puppestadiet i 7-14 dage. For at pupperne udvikler sig til voksne lopper skal der være et fysisk stimuli i miljøet som ved bevægelse fra dyr eller mennesker. Hvis ikke der er noget stimuli kan pupperne forblive levedygtige i miljøet i flere år, indtil stimuli pludseligt er der. Dette ses typisk i sommerhuse og ferieboliger, der har været lukket ned i vintermånederne.

Hver dyreart har sin artspecifikke loppe, der normalt kræver den specifikke art for at kunne formere sig, men enkelte kan formere sig på flere arter. Der findes både hunde- og kattelopper i Danmark, men i de fleste tilfælde er det kattelopper vi ser både på hundene og kattene. Hunde- og kattelopper kan godt bide mennesker, men de kan ikke formere sig. Nogen mennesker reagerer dog kraftigt på loppebid og kan blive meget generet, andre mennesker bliver aldrig bidt.

Diagnose

Selv om hunden eller katten har lopper, kan de godt være svære at finde, da lopperne er gode til at opfange bevægelser i miljøet og derfor ofte løber væk i pelsen, når man forsøger at skille pelsen. Loppen lægger dog også sine ekskrementer i pelsen, og disse er oftest nemme at se, de ligner kaffegrums eller skidt. Er man i tvivl kan man lægge dem på et stykke fugtigt køkkenrulle, hvis det er loppeekskrementer farves der rødt omkring pga. blodindholdet.

Behandling

Har man først konstateret lopper er det vigtigt at sætte ind med det samme, jvf. loppernes hurtige udvikling. Succes med loppebekæmpelse kræver stort arbejde og engagement, og indsats på flere områder:

  • Det pågældende dyr
  • Andre dyr i hjemmet
  • Hjemmet
  • Alle andre steder hvor dyret færdes
  • Videre profylakse for at undgå gentagelse af problemet

Behandling af dyr

Der findes mange forskellige midler på markedet til bekæmpelse af lopper. Nogen må kun bruges til hunde, og andre kan bruges både til hunde og katte. Det er meget vigtigt at alle katte og hunde i husstanden bliver behandlet. Det er en rigtig god ide at købe sin loppebehandling et sted, hvor man kan få ordentlig vejledning, da valget af det enkelte præparat bør afhænge af flere forskellige ting:

  • Er det en hund eller kat?
  • Er der andre hunde eller katte i hjemmet?
  • Hvor gammel er dyret?
  • Skal præparatet også dække mod flåter?
  • Hvor ofte vaskes hunden (katten)?
  • Bader hunden i f.eks. sø/på strand og hvor ofte?
  • Hvad vejer hunden/katten?


Hos dyrlægen kan du få råd og vejledning til at sammensætte den rigtige behandling til dit/dine dyr. De fleste produkter er effektive, men ovennævnte punkter er meget vigtige for virkningens effekt og derfor bør loppeprodukter ikke udvælges tilfældigt. På Odsherreds Dyrehospital gør vi meget ud af at vejlede vores klienter nøje mht. præparatvalg og derfor forhandler vi også flere produkter.

OBS: se tabel over præparaterne i den vedhæftede folder nederst på siden.

Hjemmet

Som tidligere nævnt lægger 95% af lopperne i omgivelserne, og det er her at de er sværest at bekæmpe. Grundig rengøring, især med støvsuger kan vække pupperne og dermed gøre det muligt at få dræbt lopperne, når de hopper på dyrene. Alle vaskbare tæpper o.lign. som hunden eller katten er i berøring med skal vaskes, helst ved 60 grader og ikke vaskbare steder bør sprayes med insektmiddel. Til indendørs bekæmpelse anbefaler vi ”Trinol Bio 810”. Derudover bør man især være opmærksom på paneler, revner i gulvbrædder osv., hvor lopperne kan gemme sig, så de er uden for rækkevidde. Behandling i hjemmet bør
gentages hver 3. uge indtil loppeproblemet er under kontrol. Det kan være ved voldsomme loppeangreb i hjemmet være nødvendigt at kontakte skadedyrsbekæmpelsen. Udover selve hjemmet er det vigtigt at behandle alle andre steder, hvor hunden/katten opholder sig. Det vil sige bilen, sommerhuset, kurven i værksted/garage osv., som ligeledes bør gennemgå en grundig rengøring og behandles med Trinol Bio 810. Hvis bare et sted glemmes, kan der vedblive at være et reservoir af lopper, der geninficerer dyret hver gang en behandling er slut. Efter behandling med Trinol Bio 810 bør der altid ske en grundig udluftning, da midlet er giftigt for dyr og mennesker.

Profylakse

For at undgå at hunde eller katte smittes med lopper er det vigtigt, at de hele tiden er dækket ind med et loppeprodukt. Det er ikke nok at behandle, når man ser lopperne, da de i såfald allerede har lagt æg i miljøet. Det anbefales derfor hele året at gentage loppebehandlingen på dyret i henhold til det enkelte produkt, dvs. hver 4-8. uge. Igen er det vigtigt at alle dyr i husstanden behandles forebyggende.

Flåter

Livscyklus

En flåts livscyklus kan tage op til 3 år. Hunflåten suger blod på et dyr i op til 14 dage og lægger herefter 1000 – 10.000 æg. Derefter klækkes hvert æg til en larve. Larven gennemgår derefter 2 nymfestadier for endelig at udvikle sig til en voksen flåt. Hvert stadie kræver et blodmåltid for at kunne videreudvikle sig. Flåter er ikke artsspecifikke og kan leve og udvikle sig på blod fra alle varmblodede dyr, også mennesker.

I Danmark ser vi oftest husflåten og skovflåten, hvoraf skovflåten er den mest almindelige.

Flåter kan som tidligere beskrevet overføre sygdomme både til mennesker og dyr.

Diagnose

Flåterne kan typisk ses kravlende på huden efter en gåtur eller en tur i haven, og nogen gange ses de først, når de har bidt sig fast på dyret og er begyndt at suge blod. En flåt kan øge sin størrelse op til 200 gange.

Behandling

Den bedste behandling, hvis man opdager en flåt, er at fjerne den. Hvis den har nået at bide sig fast, kan den let fjernes med en tægefjerner. En tægefjerner der ikke klemmer omkring hovedet er bedst og sikrer, det bedste resultat for at få hele flåten med af.

Der findes flere præparater med virkning på flåter. De er alle sammen pour-on præparater, hvilket vil sige at midlet gives direkte på huden. Fælles for de fleste midler er, at flåten skal bide for at dø, hvilket betyder at man kan finde døde flåter på dyret som efterfølgende vil tørre ind og falde af.

OBS: se tabel over præparaterne i den vedhæftede folder nederst på siden.

Profylakse

Der er to midler på markedet der udover at dræbe flåterne, når de bider dyret, også har en forebyggende effekt. Midlerne virker repellerende/afskrækkende på flåterne, så de vælger ikke at hoppe på dyret. Skulle flåterne alligevel hoppe på, vil mange af dem ”brænde fødderne” pga. kontakt med midlet i pelsen og derefter falde af, inden de får bidt sig fast. Disse to præparater er Bayvantic og Exspot og må begge to kun bruges til hunde.

Du kan downloade folderen her



Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor. Få nyheder om kæledyrs sundhed, symptomer og behandling.

Du modtager faglig information, tips og tricks og gode tilbud 2-4 gange om måneden. Nye abonnenter får en rabatkode på 10% til webshoppen.