Information inden bedøvelse

Da dit kæledyr står overfor at skulle bedøves, måske skal han/hun endda opereres, opstår der naturligt en række spørgsmål. For at sikre at narkosen bliver en så god oplevelse som muligt for både dig som ejer, og for dit kæledyr, har vi nedenfor samlet en række informationer, som kan være rare at vide forud for en bedøvelse, og som kan være med til at sikre at narkoseforløbet forløber med så lille en risiko som muligt.

Hvordan kan I forberede jer hjemmefra?

Faste: Forud for en planlagt bedøvelse er det vigtigt at din kat/hund er fastet, da de bedøvelsesmidler dyrlægen anvender, kan give kvalme og derved give anledning til opkastninger, som kan være til fare for den sovende patient. Typisk anbefales det at voksne hunde/katte fastes i 12 timer forud for narkosen, hvilket betyder at dyret  senest  må have adgang til foder kl. 20.00 aftenen forud for bedøvelsen, hvorimod det gerne må have haft adgang til frisk vand i hele perioden frem til bedøvelsen. Meget unge patienter (små hvalpe og killinger) bør fastes i en kortere periode forud for bedøvelse, da deres forbrænding ikke tåler manglende næring i lange tidsperioder. Hvis du har en killing/hvalp som skal bedøves, så tal evt. med dyrlægen om den præcise længde af fasteperioden inden indlæggelsen.

For gnavere, herunder kaniner, tolereres faste meget dårligt. Har du derfor en kanin som skal neutraliseres, eller af anden grund skal i bedøvelse, skal denne IKKE fastes, og det kan være en god idé at pakke en lille madpakke som kaninen kan få med ved indlæggelsen, så den kan få noget at spise lige så snart den vågner efter bedøvelsen.

Luftning: Det er en god idé at lufte sin hund grundigt om morgenen inden indlæggelsen. Hunde er mere rolige efter en god gåtur, og har derfor ikke samme tendens til at blive stresspåvirkede i forbindelse med indlæggelsen.

Hvordan foregår indlæggelsen?

For at tilrettelægge vores bedøvelses- og operationsdage bedst muligt, bestræber vi os på at få indlagt alle dagens patienter i tidsrummet kl. 08.00-08.30. Typisk foregår indlæggelsen på den måde at kæledyret modtages af en af vores sygeplejersker, som varetager indlæggelsen, dyret får sit eget særskilte bur med tæppe, kattebakke osv., hvorefter I som ejere sendes ud af døren igen, så I har mulighed for at tage videre på arbejde. Hvis der foreligger et ønske om at du/I som ejere gerne vil være til stede ved bedøvelsen, og derved først forlader hunden/katten når den er faldet i søvn, kan dette også lade sig gøre. I dette tilfælde er vi blot nødt til at kende til ønsket på forhånd, så der kan bookes en særlig tid til bedøvelsen i vores tidsbestilling.

Hvordan sikrer dyrlægen den mest optimale narkose?

Dit kæledyr vil i forbindelse med indlæggelsen blive håndteret af uddannet fagpersonale som har stort kendskab til og erfaring med narkose af diverse kæledyr, og der tages i videst mulig udstrækning hensyn til vores patienters race, alder og kendte sygdomsstatus, når et bedøvelsesforløb tilrettelægges. Ligeledes tilbydes ilt, væskebehandling og varme til bedøvede patienter, sådan at kroppens funktioner påvirkes mindst muligt af bedøvelsen, og undervejs vil patientens bedøvelsesniveau, vejrtrækning, hjerterytme og temperatur blive fulgt nøje af både dyrlæge og sygeplejerske.

Ekstra ydelser i forbindelse med narkosen?

Negleklip: Vi tilbyder gratis negleklip til alle bedøvede patienter.

Tandrens: Hvis din hund/kat er i bedøvelse af anden årsag, tilbyder vi at foretage en tandrensning af patienten til en favorabel pris, hvis behandlingen vurderes nødvendig/tiltrængt af dyrlægen.

 Hvornår kan min hund/kat komme hjem igen?

Efter bedøvelse og behandling lægges din hund/kat til opvågning i lune og rolige omgivelser. Når kæledyret er vågnet af narkosen og vurderes klar til at komme hjem igen, ringer vi til jer. Typisk vil formiddagens patienter være klar til hjemsendelse i tidsperioden kl. 15.00-16.00, men hvis kæledyret vurderes klar til hjemsendelse før, kan vi kontakte jer efter forudgående aftale.

Behov for medicin eller videre behandling?

Såfremt det vurderes at dit kæledyr har behov for videre behandling i form af eksempelvis smertestillende, antibiotika eller besøg til genoptræning efter sin operation, vil information omkring dette blive givet i forbindelse med dit kæledyrs hjemsendelse. Vi bestræber os så vidt muligt på at medicinsk behandling udleveres med patienten, men i tilfælde, hvor vi ikke har den krævede medicin hjemme, vil I få udleveret en recept, så medicinen kan afhentes på nærmeste apotek. Ved behov for kontrol af operationssår samt fjernelse  af eventuelle sting kan der bestilles tid til dette ved at ringe til dyreklinikken. Fjernelse af sting er inkluderet i operationsprisen.

Afregning?

Med mindre andet er aftalt med dyreklinikken på forhånd, forventes afregning med kontant/kort ved patientens afhentning efter operation.

Spørgsmål?

Er dit kæledyr blevet henvist til behandling på Odsherreds Dyrehospital i Asnæs er indlæggelsesproceduren en smule anderledes. Du bør derfor tjekke Dyrehospitales hjemmeside for nærmere information her:

Hvis der i øvrigt opstår spørgsmål i forbindelse med dit/jeres kæledyrs behandling, bedøvelse eller operation, er du/I altid velkomne til at kontakte personalet i klinikken eller på telefonen:

Nykøbing Dyreklinik: 59 32 90 09

Odsherreds Dyrehospital: 59650015

Vagthavende dyrlæge:  kan kontaktes på klinikkens almindelige telefon udenfor normal åbningstid.

 

Med venlig hilsen

Personalet på Nykøbing Dyreklinik

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev Vi er en del af VetFamily, som står bag Netdyredoktor.

Tilmeld dig Netdyredoktors nyhedsbrev og få nyheder om dyrs sundhed, tips til træning og masser af gode tilbud.